Tandlæger Nyheder Flere ældre patienter på tandklinikker

Flere ældre patienter på tandklinikker

Udskriv Email

På kun 15 år er der næsten sket en fordobling af antallet af ældre som går til tandlæge. Nye behandlingsmuligheder og krav om et aktivt liv i alderdommen kan være nogle af forklaringerne.

 

Et gebis i et vandglas er ikke længere obligatorisk indslag på natbordet blot fordi dåbsattesten afslører, at man har passeret de 70.

Stadig flere ældre går op i at bevare deres egne tænder, og det kan ses på besøgstallene på landets tandklinikker. Nye opgørelser fra Sygesikringen viser, at hvor kun en fjerdedel af de over 70-årige viste sig på tandklinikkerne mindst en gang årligt i 1988, er det i dag næsten halvdelen i aldersgruppen, der kommer regelmæssigt hos tandlægen. På 15 år er der med andre ord næsten sket en fordobling i andelen af ældre, der kommer til tandlæge.

Per Gaunø Jensen, formand i Dansk Tandlægeforening, ser stigningen som et udtryk for en generel tendens.

- I dag finder ældre sig ikke uden videre i de skavanker, der følger med alderdommen. De har energi og livslyst og vil være aktive og sunde længere. Der er tale om en forbedring af tandsundheden for den gruppe, og det er meget positivt, siger Per Gaunø Jensen.

Han understreger, at der desuden igennem de senere år er sket en udvikling inden for behandlingsmulighederne, hvilket har gjort det nemmere at bevare patienternes egne tænder.

Tendensen til, at de ældre går mere til tandlægen, er dog ikke lige tydelig i hele landet. I hovedstadsområdet var 63 pct. af de 70-79-årige til tandlæge i 2003, mens det i Ringkøbing, Viborg og Nordjyllands amter kun var 44 pct. Det overrasker ikke Per Gaunø Jensen.

- Generelt er der desværre stadig geografiske forskelle i tandsundheden, og det gælder også for denne aldersgruppe, siger formanden.

 

Pressemeddelelse Tandlægeforeningen 9. september 04

 

Frygt for tandlæger - gode råd ved angst for tandlæger

40% af den danske befolkning har tandlægeskræk. Her er 8 gode råd:

1) Der er forskel på tandlæger. Vælg en tandlæge du har tillid til og som er vant til at tage hensyn til tandlægeskræk.

2) Mød op til de aftalte tider.

3) Mød op så udhvilet og afstresset som muligt. (benyt afslapningsteknikker)

4) Du kan tage en ven med til ind til din tandlæge.

5) Fortæl tandlægen før behandling at du føler dig utryg ved tandlægebesøg.

6) Snak med tandlægen om pauser og aftal at du kan stoppe behandlingen undervejs.

7) Spørg til priser og andre konkrete ting du er usikker på før behandling.

8) Lyt f.eks. til afslappende musik under behandling.

Se spørgsmål og svar om tandlægeskræk her

Udvalgte Nyheder

Tandpasta, parfume og allergi

Informationscenter for Miljø og Sundhed (IMS) har udpeget 13 af 54 tandpastaer som menes at være de mest "sikre" i forhold til miljøpåvirkning og potentielt allergene stoffer. Se listen.