|
Har du ikke været til tandlæge i årevis er du langt fra den eneste. Mere end hver 4. bruger af Gladtand.dk oplyser at de ikke har været til tandlæge i de seneste 5 år og klinikken modtager dagligt patienter som ikke har været hos en tandlæge i mange år. Nogle patienter kan gå i 20 år eller mere uden at opsøge en tandlæge. Det er sjældent særligt rart at vente i så lang tid, for hvad vil tandlægen ikke sige eller gøre når tandlægen ser hvordan det står til i munden, tænker mange givetvis. Det kræver selvovervindelse af den enkelte at opsøge tandlægen når der først er gået lang tid.
Men klinikkens tandlæger tager det naturligvis afslappet og der er bestemt ikke noget at skamme sig over. Tandlægerne på klinikken er jo vant til situationen og der findes idag så mange løsningsmuligheder, at også de situationer som kan virke håbløse, faktisk kan afhjælpes. Man skal også huske på at den moderne teknologi åbner mulighed for at diagnosticere og behandle langt mere skånsomt og med bedre resultater end tidligere. Det er klart at det altid er bedre at opsøge tandlægen i tide, så man kan forebygge - men selv om der er gået mange år kan tandlægen stadig hjælpe.
Aldrig for sent at gå til tandlæge
Det er selvfølgelig en rigtigt god idé at gå til tandlæge ofte, men for mange danskere er det allerede mange år siden sidste tandlægebesøg. For når man først har udskudt besøget i nogle år begynder man at glemme det og frygte det værste. Mange skammer sig desuden over at tænderne er blevet forsømt. Men der er bestemt ingen grund til skam og man skal ikke tænke at det er blevet for sent at gå til tandlæge, blot fordi der er gået for mange år siden sidste besøg.
Har man ikke været til tandlæge længe er det godt at få et konkret overblik over situationen og dernæst at få gjort noget ved det. Uanset hvor galt det står til med tænderne, findes der idag gode løsninger, som meget ofte gør en stor forskel for tandsundhed, udseende og ikke mindst livskvalitet i det daglige.
|