Behandling af huller i tænderne
Tandfyldninger er nødvendige efter fjernelse af caries (huller i tænderne).
En tandfyldning laves til at behandle et hul i en tand. Fyldninger kaldes også plomber, som bruges til at fylde hullet i tanden, efter at den syge del af tanden er fjernet. Dette gøres for at forhindre at hullet vokser sig større og beskadiger tanden på sigt.
Hos GladTand er plast vores foretrukne materiale til fyldninger. Klinikkens tandlæger anvender kun helt undtagelsesvist sølvamalgam, når det (i sjældne tilfælde) er den eneste forsvarlige løsning.
Sølvamalgam anvender vi aldrig i fyldninger til gravide eller ammende mødre.
Priser på plastfyldning
Prisen på en plastfyldning afhænger af, hvor i munden fyldningen skal laves, samt hvor stort hullet er.
Plastfyldning i fortand: fra 475 kr.
Plastfyldning i kindtand: fra 1.459 kr.
Den endelige pris afhænger af fyldningens størrelse og kompleksitet, og du får altid oplyst den præcise pris, inden behandlingen går i gang. Har du flere fyldninger, der skal laves eller udskiftes, kan vi lave en samlet behandlingsplan, så du ved præcis, hvad det samlede forløb koster.
Du kan få tilskud til tandfyldninger via den offentlige sygesikring, og har du en tandforsikring eller er medlem af Sygeforsikringen “danmark”, kan du ofte få yderligere tilskud.
Vi hjælper gerne med at afklare, hvad du præcis kan få dækket.
Sådan foregår en tandfyldning
Et hul i tanden kan være en smertefuld affære og der laves derfor tandfyldninger, for at undgå at det fører til infektioner og endda tab af tænder.
Langt de fleste har fyldninger eller plomber, efter at de har prøvet at have huller i tænderne, få dem renset og lukket igen med tandfyldning.
Den grundlæggende procedure ved fyldning af hul i tanden foregår ved at vi starter med at bedøve området omkring tanden. En almindelig fyldning tager typisk 20-45 minutter, afhængig af hullets størrelse og placering.
Har du flere fyldninger, der skal laves samme dag, kan besøget vare længere.
Bedøvelse ved tandfyldning
Der laves oftest en lokalbedøvelse inden udførelsen af fyldninger startes. Man har dog som patient mulighed for at vælge fuld narkose eller sedering, hvis det føles mere trygt, informer blot tandlægen om dit ønske.
Efter området er bedøvet, kan du mærke efter om der kan mærkes smerter. Dette kan betyde, at du muligvis behøver mere bedøvelse. Giv da din tandlæge besked.
Når du er klar, fjerner vi de nedbrudte dele af tanden og rengører alle tandens overflader. Til sidst fylder vi hullet for at skabe en varig reparation af tanden og afdække hullet.
En fyldning er lavet af et blødt materiale, der formes og lægges direkte i hullet, så hullet lukkes til og forsegles, hvorefter det vil hærde og erstatte det mistede tandvæv.
De forskellige fyldningstyper
Plastfyldninger:
Der findes forskellige typer af fyldninger til tænderne. Den mest normale er plastfyldning, som har samme farve som den naturlige tand.
Dog kan overgangen mellem tand og fyldning med tiden blive misfarvet grundet cigaretter eller kaffe. Holdbarheden af en plastfyldning afgør, hvor meget slid tanden udsættes for.
Glasionomerfyldning:
En glasionomerfyldning er ofte en midlertidig løsning, da den ikke er så stærk. Materialet udskiller flour og beskytter derfor godt mod huller.
Sølvamalgamfyldning
En sølvamalgamfyldning kaldes også for en sølvfyldning. Amalgam er et slidstærkt materiale, som er sølvfarvet og kan derfor nemt ses, hvilket er derfor at sølv ikke benyttes i fortænder.
Der laves ikke mange sølvfyldninger, men sommetider kan det være den eneste løsning, hvis det ikke er muligt at tørlægge tænderne nok til, at der kan laves en plastfyldning.
Hvor længe holder en fyldning?
En plastfyldnings holdbarhed afhænger af flere faktorer. Blandt andet fyldningens størrelse, placering og din mundhygiejne.
Som udgangspunkt holder en plastfyldning 5-10 år, men mange fyldninger holder betydeligt længere ved god pleje og regelmæssige tandeftersyn.
Kan man mærke noget efter en tandfyldning?
Selve fyldningen gør ikke ondt, da tanden typisk er bedøvet under behandlingen.
Når bedøvelsen aftager efter typisk 1-3 timer, kan tanden være lidt øm eller følsom over for kulde og varme i nogle dage. Det er helt normalt og forsvinder som regel af sig selv.
Oplever du vedvarende eller forværrede smerter efter et par dage, bør du kontakte os.
Udskiftning af eksisterende sølvfyldninger i tænder
Eksisterende sølvfyldninger kan ofte udskiftes med hvide fyldninger af plast. Plastens farve kan tilpasses, så den matcher de øvrige tænder omkring fyldningen. Dette er især en æstetisk fordel, når fyldningen er placeret et synligt sted i munden.
Presset fra en ældre stor fyldning kan give smerter i tanden. Hvis man har en større sølvfyldning med mange år på bagen, kan det være en god idé at overveje at skifte den gamle fyldning ud med en ny fyldning af plast, før tanden eventuelt flækker.
Vi laver en behandlingsplan for dine tænder
Har du mange gamle fyldninger, som det er tid til at skifte, kan du få lavet en behandlingsplan. Det vil sige en oversigt over, hvad der kan laves, og til hvilken pris.
Så ved du, hvad dine muligheder er, og hvad du går ind til, før du beslutter, om du ønsker, at det skal laves.
Vi benytter en ny type bedøvelse, som har følgende fordele:
- De fleste kan stort set ikke mærke, at bedøvelsen lægges.
- Bedøvelsen lægges kun lokalt omkring tanden ‒ så man undgår, at munden bliver følelsesløs efter behandlingen.
- Der er ingen traditionel sprøjte.
Ligesom det gælder kroner og broer, ændres farven på fyldninger ikke ved tandblegning. Heller ikke plastfyldninger kan bleges.
Læs mere om udskiftning af fyldninger i forbindelse med tandblegning